Fredag den 26. juli 2019
Nyt fra Slangerup Bio
Biografen åbner op efter ca. en måneds sommerferie. Det er nu ikke fordi vi har ligget stille i biografen i ferien.
Der er sket meget, der er bl.a. blevet installeret et nyt lydsystem – DOLBY ATMOS, som virkelig giver publikum en god lydoplevelse. Det siges at være det mest revolutionerende siden Surround Sound og det er samme system som findes i de store biografer.
Der er opsat 38 højtalere rundt omkring i salen på vægge og loft, således at lyden virkelig kommer omkring.
Der er desuden også opsat nye loftlamper og scene belysning, så når der er optrædende kunstnere på scenen vil der være et bedre lys både for dem og for publikum.
Der er naturligvis også blevet gjort grundigt rent inden opstarten.
De film som har ATMOS lyd er Spider-man, Løvernes Konge og Fast and Furious.
Vi starter mandag den 29. juli kl. 19:30 med filmen SPIDER-Man: Far from home, som spiller til og med onsdag den 31. juli. Derefter Løvernes Konge med ekstra forestillinger.