Fredag den 28. oktober 2016
Foreningen ’Kunsten at redde liv’ vil gøre Jørlunde til en hjertesikker by
I de kommende uger vil virksomheder i Jørlunde området blive kontaktet af foreningen ’Kunsten at redde liv’. Formålet er, at rejse penge til, at gøre Jørlunde til en hjertesikker by, ved at opsætte en hjertestarter der er tilgængelig for alle 24 timer i døgnet, foran Skjalm Hvide Hotel (Bygaden 1). Hotellet betaler for strømmen til varmeskabet, samt serviceaftalen så hjertestarteren altid er funktionsdygtig.
I Danmark er der hvert år mere end 3.500 personer, som falder om med et hjertestop uden for hospitalet. Deres chance for at overleve afhænger af, at der er mennesker tilstede, som kan og tør yde livreddende førstehjælp. Selv om chancerne for at overleve er blevet bedre i de senere år, er det stadig kun 10 til 12 procent, der overlever et hjertestop. Med en hjertestarter i nærheden, stiger overlevelsesprocenten markant, helt op til 70 procent ville kunne overleve et hjertestop.
Større kendskab til førstehjælp og en større udbredelse af hjertestartere i Danmark kan gøre noget ved den negative statistik. Foreningen blev stiftet i 2012 og der har fra begyndelsen været et særligt fokus på mindre bysamfund.
”De mindre byer bliver tit overset. Indbyggerne i de mindre byer har samtidig som oftest længst til sygehuse og læger og responstiden for ambulancer er desværre alt for høj i de mindre samfund. Derfor har vi som forening blandt andet valgt at fokusere på de mindre bysamfund.
’Kunsten at redde liv’ har overrakt mere end 500 hjertestartere siden begyndelsen i 2012. Flere byer i mere end 30 Kommuner landet over, har fået en hjertestarter af foreningen, og nu er turen kommet til Jørlunde.
I praksis betyder det, at ’Kunsten at redde liv’ opsætter et specielt bygget varmeskab til hjertestarteren, som kommer til at være tilgængeligt for byens borgere og virksomheder, 24 timer i døgnet. Yderligere opsættes en informationstavle med en guideline til, hvordan hjertestarteren bruges. Alle virksomheder der støtter projektet, vil få muligheden for at få deres navn eller logo på tavlen, så alle i byen kan se hvem der har været med til at gøre Jørlunde til en hjertesikker by.
Når vi er i mål med indsamlingen, vil alle blive inviteret med til overrækkelsen af hjertestarteren, og her vil der blive afholdt et kursus i brugen af hjertestarteren.
Hvis nogle virksomheder har lyst til at støtte op om projektet kan I kontakte Michelle Kristensen fra Kunsten at redde liv på:
Tlf.: 2931 0715 eller Michelle@kunstenatreddeliv.dk
Læs mere